I går var jeg på kursus. Jeg havde en ny oplevelse. I tomandsgrupper skulle man over flere gange arbejde med “elevatortalen” for sin arbejdsplads. En døv henvendte sig til mig, og spurgte om vi skulle arbejde sammen via hans tolk. Det kunne vi godt – men jeg skulle lige vide hvordan det bedst kunne gribes an, da jeg ikke har prøvet det før. Jeg fandt så ud af at jeg selvfølgelig skulle kigge på Jesper mens jeg talte – og at mens jeg talte til ham kiggede Jesper på en af de to simultantolke. Det vil sige at ingen kiggede direkte på hinanden men talte ud i den blå luft. Det skal jeg nok vænne mig til…..

En god ide er ikke at afbryde eller komme med små henrykte tilkendegivelser og input mens tolken arbejder….

I bussen på den skønne ø, sad, hvad jeg gætter på må være en, skovbørnehave. De var 7 børn og to voksne. Mark sad for sig selv. Og det blev åbenlyst diskuteret “vi gider ikke sidde sammen med Mark fordi han er mærkelig og vender sit tøj forkert”

“Så Katrine – nu skal du snart af” – sagde pædagogen med høj skinger stemme – overhørte fuldstændig kommentarerne til Mark. Det var vel egentlig mobning af værste kaliber – af 5-6 årige børn.

Jeg så godt problemet med Mark. Jeg så også Marks mor og 2 mindre søskende, da han blev hentet ved stoppestedet.

De var frie fugle – glade og ikke som folk er flest – og heller ikke klædt som vi andre. Men Mark havde en særlig skavank – oveni at han ikke bar stangtøj som de fleste: Det vendte på vrangen. Den stribede trøje gjorde. På vrangen og forkert.

Bukserne de stribede hjemmesyede vendte forkert. Med lynlås og knap bagud. Håret var stort og fyldt med brune krøller. Mark var køn – men anderledes.

Jeg kan sagtens lukke øjnene og forestille mig Mark selv tage tøj på inden han skal afsted til bussen. Et er at moren ikke kommenterer at det vender forkert – men skulle man hjælpe ham i børnehaven?

Har tænkt meget over det – og tænkt: der skal ualmindelige stærke børn til at klare mosten i dag. Mark så ikke ked ud af det – overhovedet ikke. Han prøvede igen og igen at komme ind hos de andre – men blev afvist og afskrærmet med tasker og hænder. Det var grusomt at se og opleve.

Morgenbad

Vågnede med et smæk! Lyden af glasfiber mod hinanden, ikke yndlingslyd.

Er der noget der kan få søvnige mænd op af lugerne – så er det præcis denne lyd.

Og undskyld mig – det var igen et tysk ægtepar – der havde købt en alt alt for stor båd. Uden evne til at manøvrere i en ellers rummelig havn med gode pladser. Højsæsonen er endnu ikke helt slået an i havnene

Men – ældre tysk ægtepar har sikkert set serien “Traumschiff” og købt sig en ca. 38 fods sejlbåd. Kone med komplet udstyr råbte med skinger stemme “Achtung – Achtung!!!” – men ligemeget hjalp det. Fuld kraft frem – fuld kraft bak. Ud ville parret - i panik! På deres vej ud torpederede de ca. 5 både og teede sig som et par skoledrenge i radiobiler.

Trods flere anråb valgte parret på ca. 60+ at fræse afsted – med bind for øjnene og ud af havnehullet, som de dog ramte.

Hovedrystende begyndte morgensure mænd at inspicere skaderne på bådene. Nu har jeg en meget frisk og adræt mand – så ingen ramte  noget hér – det kan jeg afsløre med sikkerhed. Et hovedrystende blik fra Per var nok – og ikke nok med det, de ville ikke høre på hans vink til dem: “I har en trosse hængende i vandet – pas på”

Jeg husker for mange år siden at det kostede et forlis at få den viklet i skruen på mine forældres båd. Grim oplevelse – glemmer det aldrig.

Dagens morale fra det gode skib Calas må være: “Sei schlauer als der Bootschiff-bauer!!!”

Den smukke væg med Camillas billeder

-nu med Camilla! Ivrigt fortællende om de skønne billeder.

Moren måtte vælge en fødselsdagskrukke - skulle det være denne?

- eller skulle det være denne? (Det blev så til denne hér. Er I enige?)

Bornhomlsk Højskole stod på hovedet for at gøre det festligt for alle. Maden var imponerende – koncerten med musik-eleverne betagende – og grønlandsk til tider.

At man så til allersidst blev mødt af store grillede pølser og fadøl ved udgangen – efter at have spist og drukket uafbrudt i 2 timer – ja det var mere end Per kunne stå for.

Bornholm – et fedt sted at være!

Vinter på Bornholm

Tog et smut til Bornholm i weekenden. Eller en del af den. Rejste med hurtigfærgen fra Ystad til Rønne en kedelig torsdag aften kl. 19 – og der var stuvende fuldt som midt i industriferien.

Det forstod jeg ikke rigtigt…

Opdagede det dog hurtigt ved ankomst til øen. Det viste sig, at et stort kompagni returnerede til Bornholm fra Afghanistan for at afmønstre (bær over med mig hvis ikke militærterminologien er helt på plads..). Den lokale avis skrev, at 1500 pårørende var fragtet over af forsvaret for at være med til “afgangsmarchen” gennem byen. Rønne var proppet med mennesker.

Stod tilfældigt midt i gågaden, da vi havde været inde og spise stegte saltsild og andet godt på lokale spisehus.

Dejlige drenge – flotte fyre marcherede imod os. Forældre med tårer i øjnene og manisk vippende med papirsflag hujede og klappede, hvis ikke de havde for mange flag i hænderne.

Allerforest blev 5 krigsinvalider skubbet af kammerater. I gamle kørestole blev de transporteret forest i geledet som æressoldater – hvis man kan sige det.

Ingen ben, ingen arme – vansirede ansigter. Forvredne udtryk.

Tænkte selv næsten ingenting – stod bare og så på i en luftlomme. Kunne heller ikke klappe iøvrigt.

Senere på vej hjem fra Bornholm havde vi så fornøjelsen af en færge fyldt med soldater og forældre. Nu endnu mere proppet. Ved siden af os sad 6 soldater – dejlige drenge – og fik en øl og et slag kort.

Den ene af dem havde hele tiden en “tråd” til oplevelserne og afmønstringen på Bornholm. De andre nikkede bare.

På et tidspunkt sagde han: “jeg forstår ikke helt det militær. Lagde i mærke til at da de skadede kammerater fik deres medalje for “såret under udsending medaljen”  (hed den vist..) sagde Major NN: “Tillykke med det!”

“Det forstod jeg ikke helt…” sagde fornuftige soldat.

Sidder med morgenkaffe og kirsebærgrene og sprøde tulipaner på bordet og fortæller mig selv igen og igen: om 4 måneder boltrer vi os i havet igen! Det bliver forår – jeg ved det.

Har god uge at se frem til: gæster i aften, kaffemik med gæve kvinder i morgen og tidligere yndlings-forældre-netværk på torsdag. Fredag bliver aften med kolleger – så hvad skal man pive over?

Jo foresten: kaffen er for tynd hér til morgen!

Jeg vidste der var noget

Hun opdeler bedsterne i 4 kategorier: de tilbagetrukne (ikke at have lyst til at involvere sig – eller dem, der har et krævende og aktivt job/fritidsliv på flere planer). De servicerende – De kollektivistiske (jo mere vi er sammen…) og de skilte.

Bogen er god. Der er ideer og forslag til alle – gode råd til børn, med forældrene er i den ene eller den anden gruppe – og gode råd til bedsteforældrene. Bogen er nem at læse – og man grejer hurtigt hensigten: Forventningsafstemning – og det skal ikke ske midt på dørtrinnet i et stort drama.

Det bliver en god aften kan jeg mærke. Glæder mig til det. Jeg har bemærket at det både er de unge og de “gamle” (selvom dét er der jo ingen der er i dag) har købt billet.

Det får mig til at tænke på min sidste søndagsvagt for et par uger siden. 4 børn myldrede ind. De var vel fra 6-12 år. 2 drenge og 2 piger. I halen slæbte en træt bedstemor sig ind. Spurgte om hun kunne lave lånerkort for alle fire børn. Da jeg fortalte, at vi gerne vil have underskrift fra forældrene kom sangen:

Min datter har mødt en mand med to børn. Nu er de to rejst til Thailand i 14 dage for at se om deres forhold kan bære (!!!) – og det blev så mig, der måtte passe alle børnene.

Stakkels bedstemor – det var vist lige i overkanten. Jeg synes at det unge par er selviske og fatter ikke at den slags setup er nødvendige. Som i 14 dage! Fire hyper-aktive børn og en dame, der slæber sig rundt. Synes de skulle skamme sig.

Det er sandelig også et godt billede af hverdagens strabadser at “krabbe” rundt på en strand med en drink i næven.

Tosser! – Sig fra bedstemødre – foren jer!

Opgaven lød: stilleben af hverdagen. Og den blev løst således

… og den endte sådan hér:

Hun er fyldt med historier og ser med stor interesse på et illustratorkursus i sommerferien. Så sommer er næste tema – malet med prikker.

- og endnu ét, hvis I ikke er kørt trætte

I 28 år har vi boet i lille hvidt hus ved stranden. Nu bor vi forhåbenlig i lige så lang tid i lille gult hus ved stranden. Det eneste jeg havde som betingelse ved en flytning var: ikke langt fra vand.

Huset er dejligt. 140 m2 i et plan. Soveværelse, to værelser, et badeværelse – en laaang gang – et bryggers og en temmelig stor stue, der ender i en pejsestue.

Det skulle ikke vendes på hovedet – men der skulle et nyt badeværelse til – og gangen skulle shines lidt op. Der var gamle skabe med guld-dutter og hessian på væggene.

(Havde foresten engang en kat “Trunte”, der klatrede rundt på vægge beklædt med hessian… mærkeligt at se. Tror måske ideen til Spiderman er født dér!)

Vi har valgt at have håndværkere til det meste – en helt ny og aldrig-prøvet event i lille familie. Smeden har altid selv skabt og ændret alt hvad der kunne forbedres – men kræfterne rakte ikke. Han var træt, modløs, opgivende og kunne ikke overskue det.

Ikke flytningen, der pinte ham: men sygdom i lille familie, der blussede op igen og igen.

Det gode ved (vores) ægteskab er – og heldigvis ved de fleste jeg kender – at når den ene part er nede og uden kræfter, ja så nærmest får den anden uanet styrke til at klare livets strabadser. I dette tilfælde gjaldt det så også kontakten med håndværkerne.

Det har været en ny oplevelse for mig – og bare at få dem “puslet” ind i hinanden i rigtig rækkefølge.

Var frustreret og intet excelark kunne hjælpe. Men hjælpen kom: en af håndværkerne, som kender smeden, spurgte “hvor er din mand henne, Jeanette”

“Jamen han har ikke så mange kræfter lige nu, da vi har et barn der ikke har det godt”

“Hér får du mit kort – og her får du mit mobilnummer. Nu overtager jeg styringen (efter at prisen var givet og aftalt) og så samler jeg trådene og styrer håndværkerne. Ring til mig, hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med eller gøre for dig”

De findes derude – mange mennesker med overskud. Af og til er vi selv i gruppen. Nogle gange må vi trække os tilbage og finde lidt fornyet kræfter. Det er en af nuancerne i livet. Jeg har en ven, der plejer at sige “livet bugter sig”. Det er et fint udtryk – for det kommer til at gå den gode vej igen.

Mange har hjulpet os af med ting og sager fra to sammenbragte hjem, da det var mine svigerforældres hjem vi købte.

Svigermor flyttede i en lille lejlighed på en trediedel af det plads hun var vant til. Mange gode ting blev efterladt og mange fik vi glæde af – andre gjorde godt andre steder.

Vi har ikke smidt ud – jeg kan ikke lide at smide ud. Vi har været kreative og det kan jeg bedst lide at være.

Det eneste problem i nye hus som jeg lige kan få øje på er: jeg kan ikke finde vej. Jeg har skrevet om det før. Men hvis jeg skal til Vejle eller til Odense – eller whatever – Silvan for eksempel. Så udgår min verden stadig fra gammel adresse. Det er lidt bøvlet at jeg først i tankerne skal derud – og SÅ AFSTED.

Jo foresten: at jeg ikke slog til FØR UDSALGET på denne sofa:

I aftes var jeg i loge. Ikke den samme som ørkenens sønner befinder sig i – men et søsterligt ordensordinans, eller hvad sådan noget hedder.

Jeg blev i mit oplæg ramt af en følelse, som jeg ikke helt kender og ikke helt forstod. Gestikken var ikke optimal. Det var på en måde sådan lidt forkert det hele.

Jeg kom ind i en sal – hørte at nu kom embedsmændene ned med under- og overmester, og alene den sætning slår takten an.

Alle var tækkeligt og højtideligt klædt i lange sorte dragter – kjoler var det selvfølgelig – med ordener anbragt på brystet.

Dér stod jeg. 85 kvinder fra 50 år, og øjenene var spændt rettet mod mig.

Jeg fik sådan en højtideligheds-klump i halsen. Jeg har intet mod loger eller det “broderskab” der knytter dem sammen, men det var bare noget helt helt andet.

Slog takten an med en helt spritny bog om en af vore allerbedste sølvsmede A. Michelsen, en enestående juveler, der blandt andet er ophav til margueritbrochen og juleskeerne.

Jeg havde kun faglitteratur med – og var lidt spændt på det. 10 titler på 30 minutter, det giver så 3 min. til hver.

Klovnen tittede frem indenunder og jeg blev lidt “ivrig” og flagrende. Klumpen i halsen ville ikke rigtigt fortage sig – og jeg kæmpede med den stemmeføring i hele den halve time.

Det skal jeg have styr på fremover. Hvad kunne jeg have gjort tror I? Skulle man have sat sig ned og holdt sin mund et par minutter eller sunget lidt – eller hvordan samler man en tabt stemme op? Tabt på den måde at den lød helt anderledes end den  plejer.

Måske var det slet ikke mig der sprællede og fortalte – måske var det mit alter ego?