Vi kørte øen rundt i bus. Næh – det var vel nærmest en rutebil. Dét kan man ikke få stress af. Det er skønt. Tænkte på en kær og afdød kollega, som havde rutebil-kørsel-rundt-i-Danmark, som ønske for seniorlivet. Hun nåede det desværre ikke….
I bussen på den skønne ø, sad, hvad jeg gætter på må være en, skovbørnehave. De var 7 børn og to voksne. Mark sad for sig selv. Og det blev åbenlyst diskuteret “vi gider ikke sidde sammen med Mark fordi han er mærkelig og vender sit tøj forkert”
“Så Katrine – nu skal du snart af” – sagde pædagogen med høj skinger stemme – overhørte fuldstændig kommentarerne til Mark. Det var vel egentlig mobning af værste kaliber – af 5-6 årige børn.
Jeg så godt problemet med Mark. Jeg så også Marks mor og 2 mindre søskende, da han blev hentet ved stoppestedet.
De var frie fugle – glade og ikke som folk er flest – og heller ikke klædt som vi andre. Men Mark havde en særlig skavank – oveni at han ikke bar stangtøj som de fleste: Det vendte på vrangen. Den stribede trøje gjorde. På vrangen og forkert.
Bukserne de stribede hjemmesyede vendte forkert. Med lynlås og knap bagud. Håret var stort og fyldt med brune krøller. Mark var køn – men anderledes.
Jeg kan sagtens lukke øjnene og forestille mig Mark selv tage tøj på inden han skal afsted til bussen. Et er at moren ikke kommenterer at det vender forkert – men skulle man hjælpe ham i børnehaven?
Har tænkt meget over det – og tænkt: der skal ualmindelige stærke børn til at klare mosten i dag. Mark så ikke ked ud af det – overhovedet ikke. Han prøvede igen og igen at komme ind hos de andre – men blev afvist og afskrærmet med tasker og hænder. Det var grusomt at se og opleve.
Nye kommentarer