Sidder med morgenkaffe og kirsebærgrene og sprøde tulipaner på bordet og fortæller mig selv igen og igen: om 4 måneder boltrer vi os i havet igen! Det bliver forår – jeg ved det.

Har god uge at se frem til: gæster i aften, kaffemik med gæve kvinder i morgen og tidligere yndlings-forældre-netværk på torsdag. Fredag bliver aften med kolleger – så hvad skal man pive over?

Jo foresten: kaffen er for tynd hér til morgen!

Jeg vidste der var noget

Inden længe har vi en aften for forældre og bedsteforældre. Vi har inviteret Margrethe Brun Hansen – psykolog og pædagog med egen praksis. Jeg synes, hun er en klog og forstandig kvinde – der skriver tingene præcis som hun ser dem: nemlig at bedsteforældre til unge familier ligger præcis som de har redt. De voksne børn, der nu er unge familier er serviceret i hoved og i r.. som hun udtrykker det, og nu forstår de ikke at ydelsen ikke fortsætter.

Hun opdeler bedsterne i 4 kategorier: de tilbagetrukne (ikke at have lyst til at involvere sig – eller dem, der har et krævende og aktivt job/fritidsliv på flere planer). De servicerende – De kollektivistiske (jo mere vi er sammen…) og de skilte.

Bogen er god. Der er ideer og forslag til alle – gode råd til børn, med forældrene er i den ene eller den anden gruppe – og gode råd til bedsteforældrene. Bogen er nem at læse – og man grejer hurtigt hensigten: Forventningsafstemning – og det skal ikke ske midt på dørtrinnet i et stort drama.

Det bliver en god aften kan jeg mærke. Glæder mig til det. Jeg har bemærket at det både er de unge og de “gamle” (selvom dét er der jo ingen der er i dag) har købt billet.

Det får mig til at tænke på min sidste søndagsvagt for et par uger siden. 4 børn myldrede ind. De var vel fra 6-12 år. 2 drenge og 2 piger. I halen slæbte en træt bedstemor sig ind. Spurgte om hun kunne lave lånerkort for alle fire børn. Da jeg fortalte, at vi gerne vil have underskrift fra forældrene kom sangen:

Min datter har mødt en mand med to børn. Nu er de to rejst til Thailand i 14 dage for at se om deres forhold kan bære (!!!) – og det blev så mig, der måtte passe alle børnene.

Stakkels bedstemor – det var vist lige i overkanten. Jeg synes at det unge par er selviske og fatter ikke at den slags setup er nødvendige. Som i 14 dage! Fire hyper-aktive børn og en dame, der slæber sig rundt. Synes de skulle skamme sig.

Det er sandelig også et godt billede af hverdagens strabadser at “krabbe” rundt på en strand med en drink i næven.

Tosser! – Sig fra bedstemødre – foren jer!

Har lyst til at vise lidt nyt fra Camillas hånd. Jeg får lidt smagsprøver tilsendt via mobilen – håber at de er gode nok til at I kan se talentet

Opgaven lød: stilleben af hverdagen. Og den blev løst således

 

… og den endte sådan hér:

Hun er fyldt med historier og ser med stor interesse på et illustratorkursus i sommerferien. Så sommer er næste tema – malet med prikker.

- og endnu ét, hvis I ikke er kørt trætte

I oktober søsatte vi projekt “vi-flytter-til-den-anden-ende-af-byen”.

I 28 år har vi boet i lille hvidt hus ved stranden. Nu bor vi forhåbenlig i lige så lang tid i lille gult hus ved stranden. Det eneste jeg havde som betingelse ved en flytning var: ikke langt fra vand.

Huset er dejligt. 140 m2 i et plan. Soveværelse, to værelser, et badeværelse – en laaang gang – et bryggers og en temmelig stor stue, der ender i en pejsestue.

Det skulle ikke vendes på hovedet – men der skulle et nyt badeværelse til – og gangen skulle shines lidt op. Der var gamle skabe med guld-dutter og hessian på væggene.

(Havde foresten engang en kat “Trunte”, der klatrede rundt på vægge beklædt med hessian… mærkeligt at se. Tror måske ideen til Spiderman er født dér!)

Vi har valgt at have håndværkere til det meste – en helt ny og aldrig-prøvet event i lille familie. Smeden har altid selv skabt og ændret alt hvad der kunne forbedres – men kræfterne rakte ikke. Han var træt, modløs, opgivende og kunne ikke overskue det.

Ikke flytningen, der pinte ham: men sygdom i lille familie, der blussede op igen og igen.

Det gode ved (vores) ægteskab er – og heldigvis ved de fleste jeg kender – at når den ene part er nede og uden kræfter, ja så nærmest får den anden uanet styrke til at klare livets strabadser. I dette tilfælde gjaldt det så også kontakten med håndværkerne.

Det har været en ny oplevelse for mig – og bare at få dem “puslet” ind i hinanden i rigtig rækkefølge.

Var frustreret og intet excelark kunne hjælpe. Men hjælpen kom: en af håndværkerne, som kender smeden, spurgte “hvor er din mand henne, Jeanette”

“Jamen han har ikke så mange kræfter lige nu, da vi har et barn der ikke har det godt”

“Hér får du mit kort – og her får du mit mobilnummer. Nu overtager jeg styringen (efter at prisen var givet og aftalt) og så samler jeg trådene og styrer håndværkerne. Ring til mig, hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med eller gøre for dig”

De findes derude – mange mennesker med overskud. Af og til er vi selv i gruppen. Nogle gange må vi trække os tilbage og finde lidt fornyet kræfter. Det er en af nuancerne i livet. Jeg har en ven, der plejer at sige “livet bugter sig”. Det er et fint udtryk – for det kommer til at gå den gode vej igen.

Mange har hjulpet os af med ting og sager fra to sammenbragte hjem, da det var mine svigerforældres hjem vi købte.

Svigermor flyttede i en lille lejlighed på en trediedel af det plads hun var vant til. Mange gode ting blev efterladt og mange fik vi glæde af – andre gjorde godt andre steder.

Vi har ikke smidt ud – jeg kan ikke lide at smide ud. Vi har været kreative og det kan jeg bedst lide at være.

Det eneste problem i nye hus som jeg lige kan få øje på er: jeg kan ikke finde vej. Jeg har skrevet om det før. Men hvis jeg skal til Vejle eller til Odense – eller whatever – Silvan for eksempel. Så udgår min verden stadig fra gammel adresse. Det er lidt bøvlet at jeg først i tankerne skal derud – og SÅ AFSTED.

Jo foresten: at jeg ikke slog til FØR UDSALGET på denne sofa:

 

I aftes var jeg i loge. Ikke den samme som ørkenens sønner befinder sig i – men et søsterligt ordensordinans, eller hvad sådan noget hedder.

Jeg blev i mit oplæg ramt af en følelse, som jeg ikke helt kender og ikke helt forstod. Gestikken var ikke optimal. Det var på en måde sådan lidt forkert det hele.

Jeg kom ind i en sal – hørte at nu kom embedsmændene ned med under- og overmester, og alene den sætning slår takten an.

Alle var tækkeligt og højtideligt klædt i lange sorte dragter – kjoler var det selvfølgelig – med ordener anbragt på brystet.

Dér stod jeg. 85 kvinder fra 50 år, og øjenene var spændt rettet mod mig.

Jeg fik sådan en højtideligheds-klump i halsen. Jeg har intet mod loger eller det “broderskab” der knytter dem sammen, men det var bare noget helt helt andet.

Slog takten an med en helt spritny bog om en af vore allerbedste sølvsmede A. Michelsen, en enestående juveler, der blandt andet er ophav til margueritbrochen og juleskeerne.

Jeg havde kun faglitteratur med – og var lidt spændt på det. 10 titler på 30 minutter, det giver så 3 min. til hver.

Klovnen tittede frem indenunder og jeg blev lidt “ivrig” og flagrende. Klumpen i halsen ville ikke rigtigt fortage sig – og jeg kæmpede med den stemmeføring i hele den halve time.

Det skal jeg have styr på fremover. Hvad kunne jeg have gjort tror I? Skulle man have sat sig ned og holdt sin mund et par minutter eller sunget lidt – eller hvordan samler man en tabt stemme op? Tabt på den måde at den lød helt anderledes end den  plejer.

Måske var det slet ikke mig der sprællede og fortalte – måske var det mit alter ego?

Kigger lidt rundt i krogene. Føler ikke helt at det er mig, der er hjemme hér – og at mine tryk på tasterne er beregnet for denne blog.
Prøver med et diskret indlæg og ser om nogle vil komme efter mig.
Det hober sig lidt op indeni – så det kunne være rart at finde sin gamle makker – Fiffi – igen.

Ansporet af en rigtig god artikel i denne uges udgave af Weekend Avisen, besøgte jeg denne hjemmeside om elefant management. Se selv: http://www.elephant-management.com/

Efterhånden findes der alle former for management: nu altså også elefantastisk!

Jeg har gået og smilt for mig selv i dag. Artiklen fortalte om elefanthvisker, der som dreng blev parkeret  i elefantburet under weekendens Zoo-besøg,  mens faderen dyrkede sin passion i reptilhuset. Dér var det alt for farligt for sønnen at være pga de giftige slanger. Jeg havde nu egentlig en forestilling om, at de var i bure – eller terrarier hedder det vel.

Nuvel: dreng fatter ufattelig interesse for elefanter – og lurer mahood af – eksporteret direkte fra Indien. Mange år senere og efter gode læreår i elefantens hjemland, er han selv parat til at lære sin viden og de prægtige dyr fra sig.

(nu kommer vi snart til det sjove…..)  

I sin iver på hele tiden at forbedre elefanters levevilkår runger hans læremester fra Hagenbeck Tierparks ord i ørene: Forlad aldrig dyrene (elefanterne) før de er rene og mætte”. Sauber & satt-teorien.

Man skal aldrig aldrig undervurdere en grå kæmpe fortæller elefanthvisker. Man skal heller ikke ordne alt for dem – men byde ind med gode vilkår. Den er selv en fortræffelig problemknuser. Den må gerne udfordres lidt – og man bruger hverken fysisk vold eller “prikkeri med pinde”. 

Et par balstyrige hanelefanter uden for rækkevidde formåede han også at tilpasse. Især den ene voldte ham store problemer. Han erfarede, at den var en så egenrådig patriark, at den ikke kunne være i samme rum som dyrepasseren. I stedet udviklede de et system hvor den rakte legemesdel efter legemesdel ind i et aflukke, hvor den blev “striglet og nusset” (Eller hvad man nu gør med gråt sålelæder…)

Da han satte hø-hækken lidt højere oppe end elefanten kunne nå – trillede kloge elefant en træstamme hen og stillede sig med forbenene oppe på stammen, og kunne nu pludselig nå.

(og NU kommer det jeg har smilet af….)

Den anden elefant så MÅBENDE til.

Ville så gerne have oplevet MÅBENDE ELEFANT!!

Kan ikke stå for at uploade disse andre billeder af øens vækster:

Skønne, skønne victoria-åkander

 

historierne nærmest vælter ud af dette træ...

 

bananen som jeg aldrig helt lære at forstå

 

tomatinspiration

tænk at skulle lave mad med alle de herligheder.....

 

behovet for at "hakke hakke hakke" indfinder sig hurtigt

 

koriander i bundter som juleneg - uff

 

 

skønne åkander

find to sendemaster

Fornemmer at jeg har sat vækster nok ind. Næste lille vers på bloggen må blive at skrive lidt om de to mindre gode ting – og vise lidt fotos af befolkningen. Fik forresten endnu en “nye bedste ven”. En, der lovede mig at han kunne løse alle verdens problemer. Mere følger…

hotellet ikke direkte med strandbred - men med "springe-fra-bro"

Hold da helt op vi har haft en god ferie på Mauritius. Anbefaler når du vil rejse langt væk. Regn med det allerbedste, tænk på det ypperste, og forvent lidt mere! Mauritus lancerer sig selv massivt for tiden med logoet:

-og det er det. En fornøjelse!

Strandene var skønne, og der var endnu ikke alt for mange turister. Det er forår dernede nu – så temperaturen er kun mellem 28-31 grader – med havets lette brise. Helt perfekt til mig. Turisterne kommer i december og januar fortalte de os – så vi fik rig mulighed for kontakt og god opmærksomhed. Dejligt.

Yndlingssted - også med skygge og rygstøtter

Det er ikke tang I ser ude i havet. Det er koraller. Fyldt med fisk i smukke farver. Og kæmpe-muslinger der blæser bobler.

Min overraskelse til smeden var en helikoptertur – full Island, som det hed. Det var næsten umuligt for mig at holde hemmeligt, men jeg klarede det. Lagde kryptiske spor, og prøvede at manipulere ham til at tro at han skulle køre på en “undervands-knallert” med en kæmpe glaskuppel på hovedet, i en form for en indhegning på havbunden. Jovist – det var en mulighed som især tyskerne var vilde med. Ca 20 minutter på en “knallert” med en slags larvefødder og et akvarium på hovedet og blyvægte på skulderen… Ach so, mein Lieber…!!!!???!!!! 500 kr. pro akt.

Men så kom bæstet:

Klar til landing - lige foran Per med en juice i hånden og øjen som tekopper

 

Sådan ser mand ud når han smiler fra øre til øre

Min dejlige mand - som fortjener ønske, der går i opfyldelse

 

Og op kom vi så – pilotens gave var en start hen over et hjerte-koral, som vi ikke fik et billede af. Beklager – men jeg gispede fordi jeg pludselig troede at jeg var Jan Arthur Bertrands assistent, som lavede ny fotobog om “jorden set fra himlen”. Vi tabte lige pusten – filans også. Kunne jo have lavet en U-turn. Men tænkte vist ikke den dag…

Men vi så andre gode steder – som hér: hvor jeg senere skulle “fræse” igennem pga tidevandsforskellen. Vildt sjovt, også fordi det pludselig står klart, hvor svært det er at tage kampen op mod vand der presser på!

- et par dage senere skulle jeg fræse igennem denne passage!

Langt over halvdelen af dagen gik med at bade, svømme, snorkle og springe på hovedet i vandet fra klipper og broer. Det er super-fedt. Det bedste jeg ved. Vi fik kontakt med en herlig knægt, der af og til sejlede os ud på den anden side af revet. Der skulle være havskildpadder og muligvis (små)hajer. Selvfølgelig så vi ingen turtles eller hajer. Men Per han så en KÆMPE blæksprutte. Og en havslange. Sammen så vi delfiner – og var ellevilde!

På vej hjem blev jeg pludselig svimmel i båden – og mit knæ “knækkede” under mig. Lige inden jeg igen skulle springe fra den lille båd. I det frie fald blev jeg grebet af nye bedste ven – vores kaptajn på den lille båd. Han vejer måske max en tredjedel af hvad jeg vejer – så jeg synes han var super-sej. Dejlig dreng! Alt ok madame, sagde han med mig i favnen. Og jeg fyldte pænt op!

Nye bedste ven - efter stunt fra rælingen

Den næstbedste ting ved Mauritius er befolkningen og deres positive indstilling til os som turister. Dejlige mennesker, med lyst til at fortælle om deres ø og deres hjemland. Skoler, skatter – præsidenter, madlavning – lønninger – alt kunne vi tale om.

Iøvrigt – over deres skoler står der malet: “Tolerance is the method”

En anden ting, der betager mig er øens fauna. Synes det er fantastisk at enhver busk har en frugt – en blomst – et særligt blad eller andet. Det var magi at gå en tur – også i deres “skov” som det måske hedder. Faldt blandt andet over:

 

min skrækblomst nummer ét - hvorfor følger næste billede...

samme udsprunget. Nye skud snittes i mad - smager som rexona!

Jeg har slet ikke skrevet om alt det andet gode – og den ene dårlige ting, som jeg synes der er at sige om ferieø nummer ét.

Men som afslutning på første del får I lige et godt billede af David Hasselhoff som jeg har haft fornøjelsen af i 34 år og som jeg den 6. oktober havde sølvbryllup med. Tak for alt min skat! Også fordi du holdt af mig den ene dag i vores ægteskab hvor jeg var urimelig

Min kære mand

Tror da nok lige at ugens bestsellerliste for faglitteratur bærer præg af sommerferie og sommersysler. Hold da op en kedelig opgørelse over faglitteratur. Det mest interessante må da være plads nummer 9, nemlig højskolesangbogen.

Apropos bøger: er bedre i ryg og skulder, en lille skavank  - erhvervet ved at dreje nakken 180 for  grader for se hvad der blev læst i sommervarmen. Og jeg kan forestille mig at Läckberg har fået et solidt tilskud til sommerferien. For uanset om det var danske, svenske, tyske, “bornholmske” læsere – så var det TYSKERUNGEN der blev bladret og læst i.

Selv har jeg ikke tilnærmelsesvis læst hvad jeg gerne ville – men har haft en god sommer med masser af kulturelle input.

Bornholmerrevyen 2009

Blandt andet “Bornholmerrevyen” som jeg virkelig anbefaler. Rigtig sjov og helt utilregnelig. Den var skruet sammen så man lige fik et overblik over året på 10 minutter sådan turbo-agtigt. Og så blev der ellers slået ned på forskellige ting: BS og Bubber i spejdertelt, unge mødre, drama-elev der fik en enestående chance a la x-factor og mange andre hyle sjove indslag. Alle gjorde det godt – men især Vicki Berlin er sej og sjov. Og fuldstændig uhøjtidelig.

Jeg har set gode film – været på museer og ja, smagt mig for udi egnsretter. Især gjorde den bornholmske whisky indtryk